Deseksualisering

Historisk set er kvinder blevet fremstillet som ikke interesserede i sex, som seksuelt passive, som uden seksuel agens og til tider endda pålagt normer om, at de ikke må nyde sex. Det samme gør sig gældende for mange fremmedgjorte og undertrykte grupper såsom tjenestefolk, racegjorte, ikke-kropskapable og nogle grupper blandt seksuelle og kønsmæssige minoriteter - her især transpersoner og interkønnede.

Det fænomen kaldes deseksualisering.

Når en gruppe deseksualiseres i samfundet, betyder det ofte at personer fra den gruppe ses som aseksuelle og uden erotisk relevans. Individer i gruppen forventes ikke at have en seksualitet eller måske ligefrem at afsky idéen om sex.

Dette kan komme til udtryk i form af fordomme mod marginaliserede eller minoritetsgjorte grupper. Såsom fordomme om at alle øst-asiatiske personer er seksuelt submissive eller at øst-asiatiske mænd skulle være “kedelige” i sengen. Eller gennem racistiske, tykfobiske filmtroper såsom den underdanige “Mammy” gjort populær af “Borte med Blæsten”. Deseksualisering får os til at glemme, at personer der falder uden for normer om kroppe, førlighed og psyke også kan have et behov for sex og intimitet ligesom alle andre. Og det medfører, at transkønnede over en kam forventes at hade deres kønsorganer og hade sex.

[Læs også: Sarah Glerup: Krøbling kend din krop]

Ilde set at begære deseksualiserede personer

I mange tilfælde bliver individer i en deseksualiseret gruppe på samme tid anses som ikke-valide objekter for erotisk begær. Det betyder, at hvis en person udenfor den deseksualiserede gruppe udtrykker begær for en person i den deseksualiserede grupper vil de blive mødt med undren eller blive anset som perverse. Dette gør sig gældende for næsten alle andre grupper end majoritetskvinder.

Er man f.eks. en person med tyndhedsprivilegium, der åbent viser seksuel interesse for tykke personer, kan man blive mistænkt for at have en fetisch. Hvis man udtrykker begær for transkønnede personer, eller hvis man er en kropskapabel person i et forhold med en kørestolsbruger, risikerer man at blive tilskrevet skumle bagtanker. For det er “ikke meningen”, man skal udvise den slags interesse for deseksualiserede grupper såsom tykke, transkønnede og kørestolsbrugere i det danske mainstreamsamfund.

Ilde set med begær i det hele taget

Men deseksualisering er en dobbeltsidet økse, der ikke kun rammer de, som oplever erotisk begær for deseksualiserede individer. Som deseksualiseret person må du slet ikke udvise tegn på erotisk begær, og da slet ikke mod en person, der tilhører den ikke-deseksualiserede norm. Hvis du gør det, risikerer du at blive set som ude af kontrol og måske endda farlig. I samfund hvor kvinder forventes ikke at have en seksualitet, men udviser den åbent alligevel, risikerer de at blive malet op som sexgale og udsat for slutshaming og det, der er værre. Er man transkønnet, queer og/eller racegjort, kan man risikere at blive fremstillet som en decideret trussel: En potentiel voldtægtsforbryder, hvis man bryder med normen om at skulle være uden seksuel agens. Dette kaldes også hyperseksualisering, hvilket jeg vil dække i en separat artikel meget snart.

Deseksualisering og hyperseksualisering hænger unægteligt sammen som fænomener, da de er to sider af samme mønt. På et gruppemæssigt plan er de fleste grupper som oplever deseksualisering på samme tid udsat for hyperseksualisering. På et individuelt plan betyder dette ofte, at hvis du befinder dig i sådan en gruppe, kan du enten blive deseksualiseret eller hyperseksualiseret. Hvis du lever op til normerne som deseksualiseret person, bliver du anset som aseksuel og uden erotisk kapital. Gør du det ikke, bliver du anset som farlig. Og uanset om du bliver det ene, det andet, eller begge dele, vil du blive opfattet som uden kontrol over din egen seksualitet.

Deseksualisering bør ikke forveksles med selvudråbt aseksualitet. At være aseksuel eller at identificere sig selv med aseksualitet er noget meget andet end at blive tilskrevet aseksualitet af sine omgivelser. For aseksuelle personer vil det givetvis opleves som uproblematisk, næsten uproblematisk eller decideret ønskværdigt at blive deseksualiseret. For personer som oplever sig selv som alloseksuelle eller som lejlighedsvis seksuelle, kan det derimod opleves som et identitetstab. For mennesker, der gerne vil begæres af andre, er deseksualisering ofte meget ubehageligt og kan få folk til at føle sig ulækre og uønskede, uanset om man er aseksuel eller ej. Det kan også lede til at nogle får urimeligt svært ved at finde kærlighed, sex eller intimitet i forhold til andre.

[Læs også: Sissy Diaries: The Harsh Realities of Dating for Gender-Nonconforming Femmes]

Deseksualisering som overlevelses-strategi

Men vi kan ikke bare forsage deseksualisering totalt. Som før nævnt er deseksualisering ofte det eneste alternativ til at blive hyperseksualiseret. Ved at deseksualisere sig har udsatte grupper igennem umindelige tider undgået seksuel objektificering. Dette ses f.eks. i religiøse klæder især i monoteistiske religioner som kristendom og islam. Nonneklæder, præstekjoler, ghutra, hijab og shalwar kameez er alle klæder, der tjener det formål at udtrykke beskedenhed i overensstemmelse med deres forbundne religion eller kultur. Men de er også klæder, der fjerner opmærksomhed fra kroppen og derfor kan virke deseksualiserende. Deseksualisering tjener et formål for folk i religiøse hverv at fjerne fokus fra deres seksualitet, men det kan også tjene det formål for kvinder og være med til at fri dem fra nogen former for objektivisering. Hvor begrænsende det end kan føles for nogen. Derfor hjælper man ikke nødvendigvis muslimske kvinder ved at gøre det ulovligt at bruge denne strategi igennem såkaldte “maskeringsforbud”.

På samme måde kan det at deseksualisere sig selv befri andre grupper for den mistænkeliggørelse der følger med at være fremmedgjort. For transkvinder og feminine mænd kan man spare sig for øretæver at nedtone sig, så man ikke virker “for flamboyant” eller får heteroseksuelle mænd til at føle sig truede. For racegjorte mænd, især sorte mænd og mænd af arabisk afstamning, kan det være nødvendigt at sænke blikket overfor en kaukasisk racist, der føler ejerskab over hvide kvinders kroppe, for at undgå at blive lagt for had eller høre hatespeech a la “mørkemænd er kommet for at stjæle vores kvinder”.

Deseksualisering er et komplekst sociologisk fænomen. Ligesom menneskelig seksualitet er. Det kan være problematisk at deseksualisere personer. Det kan være problematisk at tvinge folk til at lade sig deseksualisere. Men det kan også være problematisk at insistere på det modsatte. Nogen former for deseksualisering bygger på negative stereotyper. Andre på udsatte gruppers behov. Det er et fænomen der påvirker os alle, og som vi under alle omstændigheder bliver nødt til at forstå os bedre på.


Amanita og Nomi fra TV-serien Sense8. "Just gals being pals"

Artiklen er skrevet af Laura Mølgaard Tams.

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Ønsker du at se mere fra slutwalk.dk?
Vi indsamler penge til sidens drift på patreon.com/killjoydk, hvor man kan opsætte månedlige donationer helt ned til $1 (ca. 6,5 kr). Hvis hver anden tilbagevendende læser gav $1, havde vi råd til at hyre en professionel journalist på deltid.

Vil du være sikker på at se de nyeste artikler fra killjoy.dk?
Så kan du skrive dig op til vores gratis e-mail service.

SlutWalk Copenhagen

Eventorganisation

Vi tager ordet “slut” tilbage! Gå med i SlutWalk og giv en glimmerindsmurt fuckfinger til victimblaming, slutshaming og sexistisk dobbeltmoral